Vedtægter

VEDTÆGTER FOR
GRØNNEDALSFORENINGEN AF 1985

§ 1.  Foreningens navn:
Grønnedalsforeningen af 1985

§ 2.  Foreningens adresse:
Den til enhver tid siddende formands adresse.

§ 3.  Foreningens formål:
Foreningen har til formål:

·        At samle og styrke det kulturelle og sociale samvær mellem foreningens medlemmer, samt udbygge netværket mellem medlemmerne.
·    At sikre historien om Grønnedal, herunder indsamle dokumenter, billeder og film, der giver et indblik i livet i Grønnedal, herunder videreformidle dette.

      § 4.  Medlemskab

Medlemskab af foreningen kan ansøges af alle over 18 år, der
fysisk har opholdt sig i Grønnedal eller Ivigtut. Dette gælder uanset
længde samt formål af opholdet. Ved medlemskab haves mulighed for, at
ægtefælle, samlever eller lign. samt børn kan deltage i foreningens aktiviteter.
Der kan være restriktioner forbundet hermed.


§ 4.2.  Personer, som har en særlig tilknytning til
Grønnedal/Ivittuut, men som ikke fysisk har opholdt sig i området kan søge om
medlemskab og optages efter bestyrelsens godkendelse.


§5.  Indmeldelse
Indmeldelse skal ske via foreningens hjemmeside eller ved
skrivelse/email til foreningens formand eller kasserer. Ansøgningen skal indeholde navn,
adresse, e-mail, periode samt beskrivelse af opholdet samt evt. funktion.

§5.2.  Medlemskab af foreningen træder i kraft, når
kontingentet er betalt. Ved medlemskab modtages medlemsnummer og mulighed for
at deltage i foreningens aktiviteter.

§ 6.  Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt eller pr. mail til formanden.
Udmeldelse kvitteres med svar fra formanden skriftligt eller pr. mail. Ved
modtagelse af kvittering om udmeldelse, kan medlemmet opfatte sig selv som
udmeldt.

§6.2.  Såfremt kontingentet ikke er betalt senest én måned
efter den fastsatte dato for kontingentindbetaling, anses medlemmet for udmeldt
af foreningen.

§6.3.  Kontingent refunderes ikke ved udmeldelse.

§7.  Aktiviteter
Foreningen søger at afholde aktiviteter, der styrker foreningens
formål. Aktiviteter kan besluttes på generalforsamlingen eller efter
indstilling fra medlemmer. Ved forslag til aktiviteter vurderer bestyrelsen
forslaget, herunder økonomiske forhold. Såfremt det besluttes at gennemføre
aktiviteten udpeger bestyrelsen en ansvarlig for gennemførsel af aktiviteten.
Såfremt særlige forhold gør sig gældende (f.eks. alderskrav) skal dette fremgå af
tilmelding til aktiviteten.

§8.  Kontingent
Årskontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling
og skal være betalt senest 
d. 31. januar.

§9.  Restance
I særlige tilfælde kan kasseren forlænge et medlems betaling
af kontingentet.

§10.  Advarsel og eksklusion
Et medlem kan advares eller ekskluderes, såfremt
vedkommendes adfærd er til skade for foreningens omdømme eller strider mod
foreningens vedtægter.

§10.2.  Inden bestyrelsen træffer afgørelse om advarsel eller
eksklusion, har vedkommende krav på at blive hørt.

§10.3.  Bestyrelsen træffer efterfølgende ved simpelt flertal
afgørelse i sagen.

§11.  Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle
anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i forbindelse
med afholdelse af den årlige sammenkomst/Grønnedalsfest (august/september).
§11.2.  Indkaldelse med afgivelse af dagsorden skal findested med mindst fire ugers varsel.
Indkaldelse sker på e-mail til medlemmerne samt på foreningens hjemmeside.

§11.3.  Forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer, som
ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt
skriftligt (eventuelt pr. e-mail) til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingens
afholdelse. Indkomne forslag, dagsorden samt det reviderede regnskab skal være
tilgængeligt på foreningens hjemmeside senest syv dage før generalforsamlingen.

§11.4.  Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens
medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.

Stemmeret har alle medlemmer, som ikke er i
kontingentrestance og har været medlem af foreningen i mindst 3 måneder op til
generalforsamlingen. Hvert medlem må personligt afgive sin stemme.

§11.5.  En rettidig indvarslet generalforsamling er
beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§12.  Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst
omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til
godkendelse
4. Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det
kommende år til godkendelse
5. Fastlæggelse af kontingent
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer – 3 medlemmer ved ulige
årstal og 2 medlemmer ved lige årstal.
8. Valg af suppleant(er) til bestyrelsen
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt (der kan ikke træffes beslutninger under
dette punkt).

§13.  Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som ikke må være
medlem af bestyrelsen.

§13.2.  Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Dog kræver
vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret flertal – jf. §19. og
§20.

§13.3.  Afstemning foretages skriftligt, såfremt mindst 3
medlemmer forlanger dette. Ved personvalg dog på forlangende.

§13.4.  Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens
beslutninger. Referatet godkendes af dirigenten.

§14.  Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes
af bestyrelsen eller skal indkaldes, når mindst halvdelen af foreningens
stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske
herom, med angivelse af emne, som ønskes behandlet.

§14.2.  Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes
senest 6 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til
indkaldelse, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser, som
for den ordinære generalforsamling.

§15.  Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer
foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til
varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Nedsatte udvalg refererer
fortsat til bestyrelsen og skal holde bestyrelsen informeret om udvalgets
arbejde.

§15.2.  Bestyrelsen består af mindst tre medlemmer, som
konstituerer sig selv senest 14 dage efter generalforsamlingen.

§15.3.  Såfremt bestyrelsen, selv efter bestyrelsessuppleantens
(-ernes) indtræden, kommer under tre medlemmer, kan bestyrelsen udpege nyt bestyrelsesmedlem.
Meddelelse herom skal offentliggøres på foreningens hjemmeside.

§15.4.  Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, herunder formand
eller næstformand er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en
protokol. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§15.5.  De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger
forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.

§15.6.  Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, som er fyldt 18
år, og som ikke i restance over for foreningen.

§16  Forretningsorden og tegningsret
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner
ud over den daglige drift kræves underskrift af såvel formand som kasserer. Bestyrelsen
og foreningens medlemmer hæfter i øvrigt ikke for foreningens gæld eller andre
forpligtelser. Klubbens kasserer tegner foreningen i økonomiske anliggender ved
ansøgning om tilskud m.v.

§17.  Regnskab
Foreningens regnskabsår er 1. juli – 30. juni.
Bestyrelsen skal senest den 15. august afgive driftsregnskab samt status for det
foregående regnskabsår til revisoren.
Det reviderede regnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og
skal være forsynet med revisors påtegning og underskrift. Det reviderede
regnskab og budget for det kommende år skal foreligge på foreningens hjemmeside
seneste syv dage før den ordinære generalforsamling.

§18.  Revision
På den ordinære generalforsamling vælges revisor og en
revisorsuppleant for to år ad gangen. Revisoren skal senest ved udgangen af
august have gennemgået det forrige regnskabsårs samlede regnskab og påse, at
beholdningen er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og
driftsregnskabet forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang
til at efterse regnskab og beholdninger.

§19.  Vedtægtsændringer
Ændring af foreningsvedtægter kan ske på enhver
generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for
forslaget.

§19.2.  Bestyrelsen kan også fremsende ændringsforslag
skriftligt pr. e-mail til medlemmerne med angivelse af seneste afstemningsdato.
Vedtægtsændringer er i dette tilfælde gyldig, såfremt mindst to tredjedele af
de afgivne stemmer er for forslaget. Resultatet af afstemningsforslaget skal
senest syv dage efter afstemningen offentliggøres på foreningens hjemmeside,
ligesom det detaljerede afstemningsresultat offentliggøres. Indsigelser mod
afstemningsresultatet skal afgives inden for syv dage efter offentliggørelse af
afstemningen. I sådanne tilfælde vil bestyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt
vedtægtsændringen kan godkendes.

§20.  Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan tages på den
ordinære generalforsamling, såfremt dette fremgår af dagsordenen. Beslutning om
foreningens opløsning kan også tages på en ekstraordinær indkaldt
generalforsamling.

§20.2.  For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst fire
femtedele af de fremødte medlemmer er for forslaget.

§20.3.  Såfremt det ikke er muligt at vælge mindst tre
bestyrelsesmedlemmer til foreningens bestyrelse på en ordinær og efterfølgende
generalforsamling opløses foreningen uanset de i stk. 1 og stk. 2 beskrevne
forhold.

§20.4.  Såfremt foreningen opløses overgår foreningens formue
efter ansøgning til anden forening (evt. nystartet), som opfylder foreningens
vedtægter. Ansøgning herom skal være den afgående bestyrelse i hænde senest 4
uger efter foreningens opløsning.

§20.5.  Såfremt der ikke ansøges om formuen, eller
ansøgningen ikke overholder de i stk.4. angivne formål, overgår formuen til
velgørende formål blandt grønlandske børn.

Den afgående bestyrelse træffer i dette tilfælde beslutning
om fordeling af formuen.

§20.6.  Såfremt en anden forening, som nævnt i §20.4 ikke ønsker at overtage arkivet, overgår arkivet (dokumenter, billeder, film m.v. samt opbevaringsmidler)  til Arktisk institut.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 23. september 2023.

 

 

Scroll to Top